
Bliv udstiller på havemarkedet
Engelsk Havemarked på Svinningegaard foregår lørdag d. 29. maj 2027 fra kl. 10 – 16.
Ansøg om din stadeplads allerede i dag, og vær med til at skabe rammerne om et fantastisk havemarked efter engelsk forbillede, når Svinningegaard inviterer til “Engelsk Havemarked” i maj ’27. Du finder ansøgnings-formularen nederst på denne side.
Hvem kan deltage?
Vi søger mennesker der sælger frugt, grønt, blomster i potter, afskårne blomster, haveredskaber, have-arbejdstøj, marmelade, likører, hjemmelavede bolcher – eller hvad man nu kan forestille sig, der kan bidrage til en rigtig god “engelsk” atmosfære i haven denne weekend. Der er for nuværende ikke plads til flere keramikere på markedet!
Sælger du bageredskaber, er du landskabsarkitekt eller noget helt tredje, kan vi måske også være et match, og så hører vi gerne fra dig.
Vi forbeholder os retten til at afvise udstillere, hvis vi vurderer at der er for mange der har tilmeldt sig med det samme udvalg.
Vi tilstræber en vis kvalitet på markedet, så deciderede kræmmerboder ønsker vi ikke på dette marked.
Hvad koster det at deltage?
Prisen for en stand i haven er 350 kroner.
Du kan leje ét markedsbord (180 x 75 cm) af os for 100 kroner.
Priserne er for deltagelse lørdag, med mulighed for at stille op om fredagen.
Hvad er inkluderet i prisen?
En stand er 3 x 3 meter, og alle stande i haven er placeret på græsunderlag.
Der er adgang til toilet for både udstillere og publikum under hele markedet.
Hvad skal du selv medbringe?
Du skal selv medbringe alt hvad du skal bruge for at bygge din stand op – f.eks. pavillon, borde, stole, skillevægge eller hvad du nu har brug for. Vi kan ikke i noget videre omfang være behjælpelige med at bære ting ind til standen.
Vær opmærksom på at det IKKE er muligt at køre ind på græsplænen til din stand i bil i forbindelse med opsætning af standen.
Indrykning og åbningstider
Der er mulighed for indrykning for stadeholdere fredag fra klokken 10 – 20, samt lørdag fra klokken 6 – 9.
Markedet er åbent for publikum lørdag fra klokken 10 – 16.
Markedsføring af markedet
Svinningegaard står for markedsføringen af markedet, og vi håber naturligvis at du som udstiller vil være med til at udbrede kendskabet, og hjælpe med at gøre weekenden rigtig velbesøgt. Markedet i 2026 var en stor succes, med over 4.000 gæster!
Vi markedsfører markedet igennem vores egne kanaler på Instagram og Facebook, med både betalt annoncering og virale kampagner. Vi vil arrangere konkurrencer i forbindelse med markedet, som folk kan deltage i og vinde flotte præmier. Hjemmesiden her får en stor sektion om markedet, som vi forventer at lancere i midten af februar. Her vil alle udstillere også blive præsenteret, ligesom der vil være konkurrencer man kan deltage i, information om markedet generelt og meget mere.
Udover online markedsføring, vil vi markedsføre markedet lokalt ved opsætning af “valgplakater”, bannere m.m. – primært i Vordingborg og omegn, men også i f.eks. Næstved og Præstø.
Til markedet får vi trykt flyers i A4 og A5 format, som vi sender til alle udstillere i god tid inden markedet. Dem har du som udstiller mulighed for at vise frem på din stand på andre markeder, dele ud til kunder eller hvad du nu kan finde på at bruge dem til.
Spørgsmål og svar – kan jeg deltage?
Jeg importerer billig brugskunst fra Temu og lignende sider, som jeg vil sælge. Kan jeg deltage på markedet?
Nej, det kan du ikke. Vi ønsker et marked med en bæredygtig, lokal og regional profil så vidt det er muligt.
Jeg dyrker tomater, og kan have en masse forskellige stiklinger klar til markedet. Kan jeg deltage?
Ja! Det kan du. Vi ønsker at fremme bæredygtighed, hjemmedyrkning og gode, lokale råvarer, så du er meget velkommen.
Jeg tager på loppemarkeder, hvor jeg sælger alt fra kongelige figurer til kaffekander. Kan jeg deltage?
Nej, desværre ikke. Markedet er ikke et decideret loppemarked, så selvom vi går ind for genbrug, så skal det helst være relateret til haveliv for at være med på dette marked.
Jeg har en madvogn, hvor jeg serverer supper. Kan jeg deltage?
Ja, vi hører meget gerne fra dig der har en madvogn, en kaffevogn eller lignende. Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke!
Spørgsmål og svar – praktisk
Er det muligt at købe mad og drikke på markedet?
Vi håber at der deltager én eller flere madvogne eller lignende på markedet, og der vil også være udstillere der sælger lokale eller hjemmelavede delikatesser. Derudover har vi selv en lille café på terrassen, hvor du kan få afternoon tea, forskellige tærter og cucumber-sandwiches, sodavand og kaffe – alt sammen til meget rimelige priser.
Er det muligt at parkere i forbindelse med markedet?
Ja, vi har en hel del plads til parkering på matriklen, og det er gratis at parkere.
Du kan ikke parkere ved din stand, men der er gode muligheder på arealerne rundt om haven og på gården i det hele taget.
Vi vil lave et område til parkering som først og fremmest er til udstillere.
Ansøg om en plads på markedet i 2027
Udfyld formularen herunder for at ansøge om en plads på Engelsk Havemarked 2027.
Vi behandler løbende indkomne ansøgninger, men forvent en vis ventetid – vi ønsker at sammensætte så varieret og godt et marked som muligt.



